Overpløjede høje

Denne side viser nogle af de forsvundne gravhøje i Lejre Kommune. Man regner med at der oprindeligt har været omkring 100.000 gravhøje i Danmark. I dag er der omkring 25.000 gravhøje tilbage. De forsvundne gravhøje er overpløjede og ses mange steder som forhøjninger i landskabet.Overpløjet høj Ved jordbehandling skrider jorden langsomt ned af højen og derfor pløjer man dybere og dybere ned i toppen af højen. Når man pløjer dybere end man har været før, kommer man ned i den lysere undergrund. Mange steder kan man se den lysere undergrund kommer frem på de højeste steder i marken når man pløjer. Med tiden vil man pløje ned i en eventuel grav. Over billedet af gravhøjen er med småt medtaget fredningsnummer og sognebeskrivelsesnummer. Fredningsnummer er amtets, nu kommunens, nummer. Sognebeskrivelsen er den beskrivelse af alle fortidsminder som Nationalmuseet gennem tiden har foretaget. Man kan gå ind på ”Fund og Fortidsminder” og læse mere om den enkelte lokalitet. På kortene kan man se de enkelte højes beliggenhed. De eksisterende gravhøje er markeret med en rød plet. De overpløjede høje er markeret med en blå plet.
Tekst & foto: © Olav Sejerøe