Bjowulf og Grændel

Gloende fra top til tå Grændel gik med sorgen, fuld af alskens ond attrå dog han kom til borgen; lukt var døren, trolden fnøs knytted næve, hugged løs, døren sprang i splinter.

Ind på flisegulvet tren fluks han under bue; ud fra hver hans øjensten stod en svovellue; var det lys han så i hal bolde kæmpa, nok i tal, sovende som stene.

Ingen tid gav trolden bort, nappede den næste, gjorde med ham pinen kort, gjorde brat sit bedste; brød hans ben og drak hans blod, slugte bånd og slugte fod rakte efter mere.

Videre gik trolden frem, sig på folk at mætte, gramsede med fynd og klem, traf og på den rette, mødte hånd, der selv tog fat, fik med Bjovulf nemt og brat derved hånd i hanke.

Grændel blev om næsen bleg, bange som en hare, ønskede sig uden steg hjem i djævleskare; thi beværtet han i slot fandt sig nu ej nær så godt som i gamle dage.

Goten tog i Grændel fat alt med bjørnekræfter, Grændel som en ål så glat snoed sig derefter; hånden gled, og fjenden slap, Goten dog ham fulgte rap, lod ham langt ej løbe.

Rasende blev Grændel nu, vrede var de begge, brødes, så det var en gru, under borgevægge. Sært, at dog ej sank i grus Hrodgars fagre kongehus ved den kæmpetrætte.

Ja, den trold nu lemmelast fik i slagets bulder: Knogler knak, og sener brast, armen sprang fra skulder; Bjovulf stod med heltekår, Grændel løb med banesår, fægtende med hæle.

(Grundtvig 1820)

Billedet er et tæppe, vævet af Gudrun Løffler Reich